1. november 2013

HVAD OG HVOR MEGET SKAL BØRN DRIKKE


Hovedpine, nedsat koncentration, træthed og uoplagthed kan alt sammen være symptomer på væskemangel hos børn og unge. Men hvad og hvor meget skal børn og unge egentlig drikke?

Skolebørn har behov for1-1½ liter væske om dagen. Men behovet afhænger meget af aktivitetsniveauet. Derfor er det vigtigt, at børn altid har adgang til frisk, koldt vand, så de kan drikke, når de føler sig tørstige.

Vand
Børn og unge bør, ligesom voksne, primært slukke tørsten i vand. Hav altid koldt vand i køleskabet og sørg for at dit barn har en drikkedunk med koldt vand med i skole. Put eventuelt agurkeskiver, jordbær, citronmelisse eller isterninger i vandet – det ser flot ud og smager dejligt.

Mælk
Mælk og mælkeprodukter bidrager med gode næringsstoffer, bl.a. protein, samt de fleste vitaminer og mineraler fx B2, B12, kalcium, fosfor og jod. Derfor er det vigtigt, at børn og unge drikker mælk dagligt. Fra børn er 1 år gamle er ½ liter mælk og mælkeprodukter dagligt passende. Det er ikke nødvendigt at barnet får præcis ½ liter mælkeprodukt om dagen, men med minimum 350 ml (3½ dl) lever kosten lettere op til anbefalingerne. Børn i alderen 1-3 år bør drikke letmælk og spise mælkeprodukter lavet på letmælk. Børn over 3 år bør drikke mager mælk og spise magre mælkeprodukter, dvs. mini-, skummet- eller kærnemælk og mælkeprodukter med et tilsvarende fedtindhold.

Sodavand og saftevand
Sodavand, saftevand og andre søde drikke indeholder meget sukker. Sodavand og saftevand optager pladsen fra sundere fødevarer – eller kommer oveni som unødigt ekstra energiindtag, der kan resultere i overvægt. Det giver derfor god mening at skrue ned for forbruget af sodavand og saftevand særligt hos børn og unge. For at der også er plads til sukker fra andre fødevarer anbefales børn og unge i alderen 7-15 år at drikke maks. ½ liter sodavand eller saftevand om ugen. Børn i 3-6 års alderen bør højest drikke ¼ liter sodavand eller saft om ugen, mens børn under 3 år slet ikke bør indtage søde drikke.
Light sodavand giver lige så mange syreskader på tænderne, som de sukkersødede drikke og de vænner i samme grad børn og unde til den søde smag.

Juice
Juice indeholder mange vitaminer og mineraler og er derfor sundt. Men juice har også et højt indhold af frugtsukker (på højde med sodavand) og indeholder syre, der skader tænderne. Derfor anbefales børn og unge ikke at drikke mere end et enkelt glas juice om dagen. Ét glas juice tæller desuden med i de anbefalede seks stykker frugt og grønt om dagen.

Kaffe og the
Kaffe og the indeholder koffein. Hvis børn og unge får for meget koffein, kan det give forbigående adfærdsforandringer f.eks. i form af forøget uro, irritabilitet, nervøsitet og angst. Derfor bør børn og unge højst indtage 2,5 mg koffein pr kg legemsvægt pr dag. For et barn på 30 kg svarer det til maks. 75 mg. koffein eller 1-2,5 dl kaffe pr. dag. The indeholder væsentlig mindre koffein, så her er der plads til ca. 2 L the om dagen for et barn på 30 kg. Cola, iste og energidrikke indeholder også koffein, så det er vigtigt også at begrænse indtaget af disse drikkevarer hos børn.

Alkohol
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn og unge under 16 år ikke drikker alkohol. Unge mellem 16 og 18 år anbefales at drikke mindst muligt og stoppe før 5 genstande ved samme lejlighed.

Kilde: Fødevarestyrelsen

0 kommentarer:

Send en kommentar

Email Facebook Pinterest Twitter LinkedIn Favorites More

 
Design by Free WordPress Themes | Bloggerized by Lasantha - Premium Blogger Themes | Facebook Themes